Til forsiden

velfaerd

Forbrug&miljoe

job&penge

uddannelse

politik

udland

kultur

sport

debat

bagsiden


 

 

dit aktuelt

din mening

dine nyheder

 

Aktuelt, Fredag 30. marts 2001

Foreningen af fedtede fædre


Af: Lone Nørgaard lektor, cand. mag


Hvor er det bare godt, at Danmark har foreningen Far. Hvis man altså hører til dem, der mener, at politiske beslutninger og nye love først og fremmest skal afgøres af lobbygrupper med snævre interesser. Ikke bare beslutninger om for eksempel placering af forældremyndighed, men også om sådan noget som børnebidrag.
Børnelovsudvalget har i en ny delbetænkning foreslået, at børnebidraget forhøjes, så det i højere grad kommer til at dække de faktiske udgifter. Udvalget har her lagt vægt på, at bidragsniveauet i Danmark ligger under niveauet i blandt andet de andre nordiske lande.
Der er pt. 270.000 børn, der betales bidrag til. Det koster mellem 3000 og 5000 kroner månedligt at have et barn (de små børn er dyrest). Normalbidraget andrager nu 915 kroner, hvoraf de 105 ikke er fradragsberettiget. Ved bruttoindtægter fra 285.000 forhøjes børnebidraget med procentuelt tillæg, fra 25 til 100 procent. Ved særligt høje indtægter kan tillægges op til 400 procent, men det er efter skøn.
Udvalget fastslår, at bidragets reelle værdi er faldet gennem årene, og foreslår derfor en forhøjelse af normalbidraget til 1200 kroner, hvis det skal være lavt. 1700 kroner, hvis man tilslutter sig, at den bidragspligtige skal betale op mod halvdelen af barnets forsørgelse.
Herudover foreslås stadig mulighed for tillæg ved høje indtægter som hidtil, men at der skal ske reduktion i bidraget ved særligt omfattende samvær. Ved fælles forældremyndighed, hvor barnet opholder sig omtrent lige meget hos hver af forældrene, vil der normalt ikke blive fastsat bidrag. Der vil åbnes mulighed for, at bidraget kan sættes lavere end normalbidraget, men det vil kun ske i ganske særlige tilfælde, hvis for eksempel den bidragspligtige bor i et fremmed land med meget lave indkomster.
Betænkningen på 266 tæt beskrevne sider med små typer rummer meget, meget mere og kræver vældigt meget tid at tygge sig igennem. Derfor misunder jeg også den fantastiske Foreningen Far fuld af fædre, som tilsyneladende ikke har andet end denne kostelige perle tid samt kræfter til at kæmpe for samværsfædres pengepunge og interesser. I form af solidt lobbyarbejde overfor Folketinget og en lind strøm af læserbreve og indlæg, der skal påvirke de folkevalgte via medierne.
Skidt med, at kvinder generelt har lavere indkomster end mænd, men alligevel bærer de største forsørgerbyrder. Skidt med, at børnene i ni ud af ti tilfælde bor hos moderen - af gode grunde. Skidt med, at der blandt de enlige mødre er mange, der tilhører lavindkomstgrupperne i vores land. Skidt med at det overvejende er mænd, der betaler bidrag, og kvinder, der er enlige forsørgere.
Jeg synes, at Foreningen Far skal tildeles årets lobbypris. I hvert fald hvis det lykkes den fortræffelige toptunede fædreorganisation (med ét punkt på deres politiske dagsorden: fædre) nok engang at slippe af sted med budskabet om, at samværsfædre er så stakkels, mødre så stivnakkede, og et forhøjet børnebidrag så urimeligt.
Ved samme lejlighed kan foreningen så bryste sig af at have modtaget prisen to år i træk.


Send

Udskriv

Copyright