JyllandsPosten

Offentliggjort 22. september 2003 23:08  /  Opdateret 22. september 2003 23:19

Lej en ægtemand

Af ANDREJ SJUKSJIN Reuters

Nina Rakhmanina er enlig.

Moskva:

Hun har godt nok 10 "ægtemænd", men dem bruger hun kun til at leje ud til andre enlige russiske kvinder.

Det, som hendes ægtemænd søger at tilfredsstille, fortæller hun, er kvinders behov for at have en mand i nærheden, som kan ordne småreparationer og lignende i hjemmet.

Og nej, der følger ingen romantiske sidegevinster med.

I Sovjettiden betød en mand i huset sædvanligvis, at hjemmets elektriske installationer virkede, tapetet var sat ordentligt op, vandhanerne ikke dryppede, og at der var sat praktiske hylder op på passende steder.

»Det beror alt sammen på mine egne bitre erfaringer,« fortæller Nina Rakhmanina. »Man kommer hjem, og stikkontakten er ved at falde ud af væggen, eller man skal skifte en pære, men den sidder fast, og man ønsker bare, der var en mand i nærheden, i det mindste bare i en times tid.«

Mange enlige kvinder

Og "Ægtemænd på timebasis" er nøjagtigt, hvad forretningen kan tilbyde.

»Først averterede vi med "reparationer" og fik stort set ingen henvendelser,« fortæller hun. »Men så ændrede vi navnet, og kunderne strømmede til.«

Konceptet er gået lige ind hos Ruslands mange enlige kvinder, hvis antal er stærkt stigende pga. de mange skilsmisser siden kommunismens fald for 11 år siden. Ca. 60 pct. af de russiske ægteskaber ender i dag i skilsmisse.

Det er nu to måneder siden, Nina Rakhmanina åbnede sit lej-en-ægtemand-bureau, og hun har allerede 10 ægtemand i alderen 27 til 45 år i sit brød, og tjenesten er så populær, at man skal bestille tid mindst et døgn i forvejen. De fleste kunder er midaldrende, enlige kvinder med fuldtidsjob.

Nogle har spurgt, om mændene også kan overtales til at invitere dem i byen, men dér går grænsen. Sådanne "tjenester" begiver hun sig ikke af med, understreger Nina Rakhmanina.

Sovjetisk tradition

Hendes succes har rod i den sovjetiske mentalitet, som klart gav manden gør-det-selv-rollen i hjemmet, der ikke var så rigt udstyret som i Vesten, og hvor man ikke bare lige ringede efter en fagmand til at klare en reparation.

I en drengs opdragelse og uddannelse indgik altid undervisning i, hvordan man klarede disse reparationsjob, idet den statslige ideologi prædikede, at en kvindes mandeideal bestod i et hankønsvæsen, som kunne klare vedligeholdelses- og reparationsopgaver i hjemmet uden hjælp udefra.

En mand med en ph.d.-grad i matematik, men ingen evner for at lave blikkenslagerarbejde, ville formentlig få at vide, at han havde hænderne skruet forkert på.

I dag er det i teorien de lokale myndigheder, som skal sørge for, at håndværksmæssige problemer i private hjem bliver varetaget, men det dårligt betalte personale er berygtet for sjusk, dårlig opførsel og ublu priser, og de er næsten ikke til at drive til arbejdet.

»Vore mænd er anderledes,« siger Nina Rakhmanina. »De er ordentlige, smilende og opfører sig, som de skal. De spreder hygge omkring sig, og kvinderne er mange gange tilbøjelige til at betro dem deres livshistorie.«

Gode mænd søges

Kunderne betaler minimum 500 rubler (107 kr.) for de første to timer, og derefter 200 rubler i timen.

Nina Rakhmanina, der af konkurrencemæssige årsager blev tvunget til at opgive den computervirksomhed, hun tidligere drev, fortæller, at hendes største hovedpine i dag ikke består i at skaffe kunder, men i at rekruttere ægtemænd, som kan levere varen.

»Mange ansøgere hævder, at de kan klare hvad som helst, men de fleste klarer ikke den prøve, de bliver stillet over for. Vi har behov for folk, som kan arbejde godt og hurtigt. Og dem er der langt imellem.«

Det sker også, at en mand ringer efter en ægtemand.

»Det er sædvanligvis mænd, som er dødtrætte af at høre på deres koners evindelige beklagelser over, at de ikke dur til noget som helst. De har brug for en handyman, som hurtigt kan få noget reparationsarbejde fra hånden.«