JyllandsPosten
Offentliggjort 22. september
2003 23:08 / Opdateret 22. september 2003 23:19
Lej en ægtemand
Nina Rakhmanina
er enlig.
Moskva:
Hun har godt nok 10
"ægtemænd", men dem bruger hun kun til at leje ud til
andre enlige russiske kvinder.
Det, som hendes ægtemænd
søger at tilfredsstille, fortæller hun, er kvinders behov for at
have en mand i nærheden, som kan ordne småreparationer og lignende
i hjemmet.
Og nej, der følger
ingen romantiske sidegevinster med.
I Sovjettiden betød
en mand i huset sædvanligvis, at hjemmets elektriske installationer virkede,
tapetet var sat ordentligt op, vandhanerne ikke dryppede, og at der var sat
praktiske hylder op på passende steder.
»Det beror alt
sammen på mine egne bitre erfaringer,« fortæller Nina Rakhmanina.
»Man kommer hjem, og stikkontakten er ved at falde ud af væggen,
eller man skal skifte en pære, men den sidder fast, og man ønsker
bare, der var en mand i nærheden, i det mindste bare i en times tid.«
Og "Ægtemænd
på timebasis" er nøjagtigt, hvad forretningen kan tilbyde.
»Først
averterede vi med "reparationer" og fik stort set ingen henvendelser,«
fortæller hun. »Men så ændrede vi navnet, og kunderne
strømmede til.«
Konceptet er gået
lige ind hos Ruslands mange enlige kvinder, hvis antal er stærkt stigende
pga. de mange skilsmisser siden kommunismens fald for 11 år siden. Ca.
60 pct. af de russiske ægteskaber ender i dag i skilsmisse.
Det er nu to måneder
siden, Nina Rakhmanina åbnede sit lej-en-ægtemand-bureau, og hun
har allerede 10 ægtemand i alderen 27 til 45 år i sit brød,
og tjenesten er så populær, at man skal bestille tid mindst et døgn
i forvejen. De fleste kunder er midaldrende, enlige kvinder med fuldtidsjob.
Nogle har spurgt,
om mændene også kan overtales til at invitere dem i byen, men dér
går grænsen. Sådanne "tjenester" begiver hun sig
ikke af med, understreger Nina Rakhmanina.
Hendes
succes har rod i den sovjetiske mentalitet, som klart gav manden gør-det-selv-rollen
i hjemmet, der ikke var så rigt udstyret som i Vesten, og hvor man ikke
bare lige ringede efter en fagmand til at klare en reparation.
I en drengs opdragelse
og uddannelse indgik altid undervisning i, hvordan man klarede disse reparationsjob,
idet den statslige ideologi prædikede, at en kvindes mandeideal bestod
i et hankønsvæsen, som kunne klare vedligeholdelses- og reparationsopgaver
i hjemmet uden hjælp udefra.
En mand med en ph.d.-grad
i matematik, men ingen evner for at lave blikkenslagerarbejde, ville formentlig
få at vide, at han havde hænderne skruet forkert på.
I dag er det i teorien
de lokale myndigheder, som skal sørge for, at håndværksmæssige
problemer i private hjem bliver varetaget, men det dårligt betalte personale
er berygtet for sjusk, dårlig opførsel og ublu priser, og de er
næsten ikke til at drive til arbejdet.
»Vore mænd
er anderledes,« siger Nina Rakhmanina. »De er ordentlige, smilende
og opfører sig, som de skal. De spreder hygge omkring sig, og kvinderne
er mange gange tilbøjelige til at betro dem deres livshistorie.«
Kunderne
betaler minimum 500 rubler (107 kr.) for de første to timer, og derefter
200 rubler i timen.
Nina Rakhmanina, der
af konkurrencemæssige årsager blev tvunget til at opgive den computervirksomhed,
hun tidligere drev, fortæller, at hendes største hovedpine i dag
ikke består i at skaffe kunder, men i at rekruttere ægtemænd,
som kan levere varen.
»Mange ansøgere
hævder, at de kan klare hvad som helst, men de fleste klarer ikke den
prøve, de bliver stillet over for. Vi har behov for folk, som kan arbejde
godt og hurtigt. Og dem er der langt imellem.«
Det sker også,
at en mand ringer efter en ægtemand.
»Det er sædvanligvis
mænd, som er dødtrætte af at høre på deres koners
evindelige beklagelser over, at de ikke dur til noget som helst. De har brug
for en handyman, som hurtigt kan få noget reparationsarbejde fra hånden.«
