Askepot

Anholt, 23.5 1973

Kære Ven!

Så er første etape af ballonfærden Grenå/Anholt overstået. Vi "sejlede" afsted i 300 meters højde over Kattegats frådende bølger, båret frem af en laber vestenvind, og klokken halvti tog vi en hård landing på Flakket på Anholt. Vi fik et par knubs ved denne lejlighed, men da vi så anholternes måbende og glade ansigter, glemte vi hurtigt de overfladiske skrammer. Anholterne troede, at vi var sendebud fra "Guds egen himmel", for de var hårdt trængte af Satankulten, forklarede de, der holdt til i de øde sandbjerge på øen, der kaldes for Ørkenen. Anholterne troede med andre ord, at vi ville "befri" dem for djævlepakket, da vi landede på deres ø, men da de så, at vi ikke havde vinger - og altså ikke var rigtige mennesker (omend lidt towlige, siden vi lod os transportere i ballon) Vi har nu boet på kroen i en halv snes dage og alt åndede fred og idyl, troede vi - indtil vi en mørk og skummel aften løb ind i selveste yperstepræstinden for Satankulten - Alice Mandragora, hedder hun. Vi mødte hende ude i Ørkenen, hvor hun sad og gjorde tegn og underlige gerninger ud i luften. Da vi havde hilst på hende, bad hun os om at sætte sig i snadet. Hun tog da en lille skål frem og hældte noget vædske i den, der lignede blod. Derefter satte hun sig med skålen mellem hænderne, lukkede øjnene, og mumlede en lang trylleformular. Pludselig vendte hun bunden ivejret på skålen og vædsken rendte ud i sandet. "Nu kæntre båden skal og mændene drukne vil!" råbte hun med vild stemme - og øjnene lyste uhyggeligt på hende. Vi trak os bort fra hende, ilde berørte, men da hun så vores angst, slog hun en perlelatter op. "Frygt ikke!" sagde hun; "Ondskaben vil ikke ramme jer!" Derpå pegede hun over havet og sagde: "Se blot". Men vi så intet andet end det øde, sortladne hav - og der var ingen skibe eller både på det. Da vi igen vendte os mod hende, var hun imidlertid forsvundet - ja. som opslugt af jorden. Vi ledte længe mellem sandhøjene, men vi fandt ikke det mindste spor efter hende. Tavse og nedslåede vandrede vi tilbage mod byen, men først da mørket var faldet på, var vi tilbage på kroen. Senere erfarede vi jo gennem radioen om ulykken, der skete syd for Anholt. Man gør sig jo sine tanker, kan du forstå! Enten er Alice Mandragora en galning, eller osse er hun en dræber - et umenneske, der kan slå andre ihjel på lang, lang afstand.

En anden uhyggelig oplevelse: Da vi en årle morgen tog ud for at pilke torsk med en lokal fisker (det var i Pakhusbugten), klatrede der pludselig et håret uhyre ombord og satte sig til rette på rælingen. Vi blev meget forskrækkede, for vi kunne jo nok tænke, at det var en af de frygtede Ørkendjævle, vi havde fået ombord. Imidlertid gjorde uvæsenet os ikke noget; det stirrede blot på os med sine glugger. Men fiskeren, hvis øjne stod stive af skræk, sad og mumlede bibelcitater - og jeg tror sgu´at han var i nærkontakt med Vorherre en del af tiden. Da djævelen og jeg havde fikseret hinanden enstund, listede jeg kameraet op af tasken, og tog et billede af "kammeraten". (Her har du en fotokopi af det - jeg synes selv, det blev rimeligt godt). Men pludselig - og uden at have mælet et ord til os - sprang djævelen i søen igen og forsvandt i et dyk under båden. Vi så ham ikke igen - men det VAR da en sær oplevelse, ikkesandt? Jeg fortalte siden hen Anholtpræsten, hvad der var hændt os i Pakhusbugten - men manden var helt forstokket i sin cristendom og nægtede blankt at tro på min beretning. Ak ja.

Hvis vinden er laber og i vest på fredag, vil vi forsøge at få luft under gondolen og fortsætte til Falkenberg i Sverige.

Hvis i når levende frem, får du livstegn fra os til den tid. Hejsa!

P.S.: Tror du, at det var ypperstepræstinden, der pudsede
djævelen på os, da vi ude at pilke torsk?? Jeg tror det værste om hende!

P.S.2.: Jeg har lige talt med "mørkemagterne" på øen, der
siger, at jeg godt kan få et satankultstempel på Førstedagskuverten,
hvis jeg vil ha´det!