10. marts 2005 13:47 Penge - Opdateret : 10. marts 2005 13:47

til dr.dk/Penge

Ikea diskriminerer kvinder i brugsanvisninger

Ikea

Ikea kønsdiskriminerer, når møbelkoncernen kun bruger mænd til at vise, hvordan møblerne skal samles, mener den norske statsminister.
© AP Graphics

Det er kun mænd, der kan samle Ikea-møbler. Det indtryk kunne man ifølge Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik, godt få når man læser Ikeas manualer. For den svenske møbelgigant bruger nemlig kun mænd til at vise, hvordan møbler skal samles.

Ikea undskylder sig med, at det med 200 varehuse i hele verden må tage kulturelle hensyn. Møbelkoncernen frygter, at det vil være krænkende for muslimer, hvis der vises kvindelige figurer i manualerne.

Ikea har over 200 forretninger i 32 lande med sammenlagt 365 millioner besøg årligt.

Bondevik har problemer
Men den undskyldning godtager Bondevik ikke. - Det er ikke godt nok, siger Bondevik i et interview i dag i avisen Verdens Gang.

- Det er vigtigt at fremme ligestilling mellem kønnene - ikke mindst i muslimske lande, understreger han.

Bondevik siger videre, at han selv har store problemer med at samle sådanne møbler.